En speed-date med Dantes infernalske skabninger
Af Giuliana Holm
Det er tirsdag den 14. september, 700 år efter Den Guddommelige Komedies store digterforfatter Dante Alighieri døde (1265-1321). Ved indgangen til det gamle Universitetsbibliotek står der ved porten: ”Lasciate ogne speranza, voi ch‘intrate”! (”Lad alt håb fare, I der her går ind”, Helvede, sang III, vers 9). Vi træder ind gennem porten, hvor vi deles i små grupper og hver for sig begynder vi vores speed dating med de frygtelige karakterer, bragt til live direkte fra Dantes Inferno.
Tredive skabninger venter på at få besøg af omverdenen og hver af dem er placeret i en af bibliotekets mange små nummererede læsestuer. De er alle begejstrede for at fortælle os deres historie. Den første jeg møder i rum nr. 16 er Pier della Vigna, jeg står lige foran en sjæl i smerte, han reciterer på engelsk en revideret tekst (skrevet af den italienske instruktør Giuseppe L. Bonifati inspireret af Dante) fra Helvede, sang XIII og fortæller mig at han intet har gjort mod kejser Frederik II. Della Vigna trådte i tjeneste hos kejseren i 1221, hvor han fik en fremragende karriere, der endte med at han blev den kejserlige kansler. Lykken vendte sig imod ham, muligvis pga. andres misundelse, da han blev beskyldt for sammensværgelse mod kejseren og fik stukket et øje ud som straf. Pier della Vigna kunne ikke bære skammen og begik sandsynligvis selvmord. Derfor placerede Dante ham blandt selvmorderne i Helvede. Jeg ser det desperate blik i hans øjne, han er på randen af at blive tosset og jeg føler medlidenhed med hans lidelse og derfor kan jeg ikke lade være at lægge en hånd på hans skulder, og sige at jeg tror på hans uskyld!
En sirenealarm signalerer til os, at vi skal til at date en anden forbandet sjæl, og jeg går ind hos de tre furier (Erinyer), der er de arrige, hævnlystne gudinder, som står ved murene ind til Helvedesstaden Dis, stedet hvor kættere og satanister straffes. Alle tre furier påberåber Medusas ankomst for at forstene Dante. De tre hærgende kvinder fremstår temmelig truende, de slår hårdt i brystet med hånden, stamper fødderne på gulvet og ser mægtig stærke ud i den alt for lille læsestue nr. 17, hvor vi befinder os. Vi er kun to tilskuere, der ligesom Dante og Vergil står ansigt til ansigt med dem. Jeg har mest lyst til at løbe væk, men vi venter til at den næste sirenealarm går i gang.
Jeg skynder mig ind til den næste fortabte sjæl og her møder jeg den vrede Filippo Argenti, som går rasende frem og tilbage i det lille rum nr.19, med bart bryst og to hestesko i hånden. Dante placerede ham blandt de vrede i helvedes femte cirkel (Sang VIII), hvor Argenti nærmer sig færgemanden Flegiàs, som sejler Dante og hans guide over floden Styx, og vredt spørger Dante hvorfor han ønsker at ankomme til Helvede for tidligt.
Filippo fik navnet Argenti, som betyder sølv, fordi hans hest havde hestesko på i sølv. Jeg dater videre med flere forfærdelige skabninger og møder den sidste, som har en sort bøddelhætte på hovedet. Mens jeg prøver at gætte hvem hun skulle repræsentere, tager hun pludselige alt sit tøj og støvler af, og indenunder er hun klædt i en tætsiddende hudfarvet ”nøgnedragt”. Efterfølgende forlader hun bunken af tøj på gulvet, og løber ud mod enden af gangen sammen med de andre, som nu også er iklædt “nøgendragter”.
Musikken går i gang, vi tilskuere bliver henvist til at gå op på første etage, hvor vi kan se de “nøgne” skabninger oppefra, og de udfører en infernalsk dans, omfavnet af røde lyseffekter. I slutning af forestillingen går vi ud af helvede, ud af porten i gården, hvor der på et neonskilt nu står med et citat fra Dantes Komedie: ”E quindi uscimmo a riveder le stelle” (”og [vi] genså nattens stjerner”, Helvede, sang XXXIV, vers 138-139).
At date de frygtelige sjæle var en skræmmende og uhyggelig oplevelse, et møde i Helvede man ikke kan glemme!!
Forestillingens dramaturgi og instruktør er italienske Giuseppe L. Bonifati, skuespiller der spillede Dante er spanske Alberto M. Guinaldo, mens den danske operasanger Fritjof Fuglesang spillede Vergil. Skabningerne blev spillet af tredive studerende fra Copenhagen International School of Performing Arts. Originalmusik er af italienske Claudio Passilongo, koreografi af Sydafrikanske Melody Putu og set design af ungarske Linda Sugataghy.
Begivenheden og teaterforestillingen ED ELLI A ME blev realiseret i et samarbejde mellem Pia Schwarz Lausten fra italienskfaget ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (KU), Studenterhuset, Københavns Universitets campus service, og Giuseppe Bonifati, leder af performancegruppen DOO (Divano Occidentale Orientale) & Det Flyvende Teater.
Projektet blev støttet økonomisk af Det Italienske Udenrigsministerium, Det Italienske Kulturministerium (Dante 2021), Det Italienske Kulturinstitut, Foreningen Dante Alighieri, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, samt Lasson Andersens Fond og Københavns kommune.
Velkomsten til ED ELLI A ME fik vi fra fremtrædende personligheder, som David Dreyer Lassen, prorektor for Københavns Universitet og Dr. Luigi Ferrari, Italiens Ambassadør i Danmark.
I programmet var der inkluderet et udtømmende seminar omkring Dante Alighieri med en række saglige og spændende foredrag afholdt af Hanne Roer, lektor, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU, Ditlev Tamm, prof. emer. Det Juridiske Fakultet, KU, Pia Schwarz Lausten, lektor, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, KU og Ole Meyer, oversætter af Den Guddommelige Komedie til dansk.
Klik på billedet for at forstørre
