Brondolo, lige uden for Venedig, i begyndelsen af 60erne. Det er en lille by, hvor alle har et kaldenavn og noget at skjule. Der kan nok være gammel overtro, som den lokale sognepræst ikke direkte afviser. Vittorio, Ercole, Menego, Michele og Stalino er nogle børn ved begyndelsen af en lang sommer fuld af muligheder. Der er nogle bøger, der skal læses, forældre, der skal hjælpes i markerne, små irriterende søskende, der skal passes, men først og fremmest er der lege og eventyr: legendariske fodboldkampe, som genkalder de berømte spillere Sivori og Corsos heltegerninger, mystiske fisketure, hemmelige natteture og bedstefar Cestilios skræmmende fortællinger. Og pludselig skifter alt kurs og smerte bliver til rædsel, alt går i opløsning. Flokken, familien, det lille samfund. Mange år senere modtager Vittorio en gammel side fra et skolehæfte, som måske giver anledning til at sætte i hvert fald noget på plads.
Det er en smuk bog. Smuk pga det perfekte billede af livet i de gamle landsbyer, understregningen af hykleriet, de usagte ord, sladderen, men også det stærke bånd som opstår mellem drenge på den alder, af de små og store eventyr, som de deler. Det forbliver en smuk bog også når uskylden er uigenkaldeligt tabt, når de voksnes ondskab kulminerer, og disse børn overlades til at kæmpe mod noget, der er større end dem.