Jeg lærte Arianna Usais arbejde at kende gennem Tullia, en af foreningen Dante Alighieris volontører. På grund af min begejstring for hendes historier og mit ønske om at opdage alle de usynlige bånd, som forbinder Italien og Danmark, kontaktede jeg hende for at lære hende bedre at kende.
Arianna Usai er en ung, talentfuld illustrator, en usædvanlig sød og elskværdig kvinde. Hun fortalte mig om sig selv, sit arbejde og om nogle af de ting, som hun brænder for – som om vi altid havde kendt hinanden.
Jeg indbyder dig derfor til at slutte dig til denne virtuelle snak og til sammen med mig at opdage Ariannas verden. For at gøre dette, giver jeg hende ordet og lader hende selv tale:
“Jeg hedder Arianna, jeg er en illustrator på cirka 34 år, mor til Sofia, et livligt barn på 5 år. Den bedste måde at præsentere mig er at gøre det gennem de steder som har sat deres aftryk på mit liv:
Trentino, den provins, hvor jeg er født og opvokset.
Sardinien, min fars fødeø, det sted, som jeg elsker højest i verden.
Rom, den by, som jeg har valgt og som har været mit hjem i godt 15 år.
Danmark, det land, som har ændret min livsstil.
New York, byen, som gav mig mod og som jeg i 10 år har drømt om at gense.
Alle disse steder, indbyrdes så forskellige, føler jeg mig hjemme. Jeg elsker afvekslingen, dér bliver jeg stimuleret. Jeg er tilfreds med, at det lykkes mig at føle mig godt tilpas i situationer, som i begyndelsen skræmte mig, som f.eks. en anderledes kultur.
Ud over at være fleksibel er jeg en beslutsom kvinde: når jeg har sat mig et mål, går jeg den lige vej, lige indtil jeg har nået det, om det så tager hele livet.
Og så har jeg selvironi: jeg kan altid se den komiske side af mig selv eller af ting, som hænder mig. Ironien hjælper mig til at udtrykke følelser og til at konfrontere svære situationer.”
Du er allerede ved at opdage, at jeg er en meget nysgerrig person, derfor har jeg stillet Arianna så mange spørgsmål! Jeg bad hende straks om at fortælle os om sit arbejde og om hvordan hun valgte et kreativt livsforløb som illustrator:
“Som jeg tror, sker for alle illustratorer, så har jeg altid tegnet, lige fra jeg var helt lille. Takket være mine forældres støtte, gennemførte jeg en kunstnerisk uddannelse, som medførte, at jeg boede langt hjemmefra allerede som 14-årig. Jeg gik på l’Istituto d’Arte i Trento, derefter på l’Istituto Europeo di Design i Rom, endelig på School of Visual Art i New York, hvor jeg blev udvalgt til et sommerkursus i Illustration og Visual Storytelling. Jeg besluttede mig for at blive illustrator første gang jeg åbnede en bog af Rebecca Dautremer, og den dag i dag når jeg vakler og spørger mig selv, om jeg har truffet det rigtige valg, så ser jeg på hendes illustrationer og overbeviser mig selv om, at der ikke findes et bedre arbejde!”
Jeg spørger hende så, hvordan hun organiserer sit arbejde og hvor hun finder inspiration til sine arbejder. Som hun selv fortæller mig, bliver hver følelse, begivenhed og oplevelse en kilde til inspiration for hendes arbejde, og uundgåeligt bindes privatlivet sammen med det professionelle liv.
Naturligvis er man altid nødt til at tage sig nogle frie øjeblikke, nyttige til at regenerere sindet, og man må hellige sig følelser og hobbies, og lære at administrere arbejdsrytmen bedst muligt. Arianna fortæller nemlig:
“Naturen lærer os at der er en tid til hver enkelt ting og at der ikke er brug for at plukke frugterne før de er modne. Siden jeg forstod dette, er jeg ved at forbedre min evne til at kunne vente, eller snarere, at forstå hvilket projekt er parat til at blive født og hvilket bør vente. Det, som jeg bedst kan lide ved mit arbejde, er at tegne den endelige tegning, men jeg er ved at lære at koncentrere mig først og fremmest om grundlaget for en illustration eller et projekt, en idé, de første skitser, farveprøverne. De seneste år har jeg gjort lovprisning af langsomhed til min ledetråd i mit arbejde. Min tilgang afspejler præcist det, som mine illustrationer fortæller. Men langsommelighed betyder ikke at spilde tiden, men at arbejde med omhu, med fred i sindet, idet man respekterer deadlines, ellers risikerer man at man aldrig når et resultat.
I begyndelsen – fortsætter Ariana – foretrak jeg at lave ét projekt ad gangen, men med årene har jeg lært at lave mere end ét samtidigt. Dette gør mig hurtigere og forbedrer mit udbytte. Det er vigtigt at fjerne opmærksomheden fra et arbejde for så at se det med friske øjne. Jeg finder inspiration i alle Rebecca Dautremers bøger, ud over hendes indiskutable brillante teknik synes jeg, at idéerne bag hendes arbejde er geniale. For nyligt har jeg fået meget inspiration i Benji Davies’ bøger, specielt ”Sulla Collina” (”På højen”) og ”Fiocco di Neve” (”Snefnug”), men også i bogen ”Il mondo ti aspetta” (”Verden venter på dig”) af Kobi Yamada, illustreret af Gabriella Barouch”.
Jeg ved ikke med dig, men jeg er virkeligt nysgerrig efter at vide mere om Ariannas bånd til Danmark, som hun har levendegjort i bogen“Hygge, 15 ricette danesi illustrate per la felicità”. (”Hygge, 15 illustrerede danske opskrifter på lykke”).
Arianna lærte Danmark at kende som 16-årig takket være et interkulturelt program og denne oplevelse viser sig meget tydeligt: ”At lære dansk var fundamentalt for at indgå i samspil med folk, i tidens løb følte jeg mig hele tiden mere og mere integreret i denne nye kultur, i den grad at jeg endte med at føle mig som en ægte ung dansker.
Hver dag var speciel, hver lille ting blev værdsat. At skabe gode og specifikke rutiner for hver enkelt dag gør dig lykkelig blot ved tanken om det som er lykkedes.
Hygge-filosofien begyndte at være en del af mig under min oplevelse i Danmark tilbage i 2004, da danskerne endnu ikke var berømte for at være et af de lykkeligste folk i verdenen. Mens jeg levede fordybet i den danske kultur, begyndte jeg med tiden at føle en form for indre ro, en harmoni med mig selv og med andre, som var svær at forklare, da jeg siden var tilbage i Italien. Da jeg mere end 10 år senere begyndte oftere og oftere at se artikler om den danske hemmelighed om lykke, forstod jeg, at øjeblikket endeligt var kommet til at fortælle om alt det, som jeg havde lært, og den bedste måde var at gøre det gennem mine illustrationer.
I årevis har jeg været ”hygge” uden at tænke specielt over det, men da jeg skrev bogen “Hygge, 15 ricette danesi illustrate per la felicità” (”Hygge, 15 illustrerede danske opskrifter på lykke”) forpligtede jeg mig til at være det mere. Dette hjalp mig til at finde roen inde i mig selv og til bedst muligt at give mig i kast med indviklede dage.
Det hyggeligste øjeblik i min dag er min anden morgenmad (jeg elsker morgenmad): jeg laver varm te, meget sort, hælder den i min yndlingskop, vælger en smuk tallerken, hvor jeg lægger noget frugt skåret i skiver, noget tørret frugt og noget sødt, og sætter mig til rette på sofaen eller i haven, 15 minutter som jeg helliger udelukkende til mig selv.
Udgivelsen af min bog “Hygge, 15 ricette danesi illustrate per la felicità” markerede også et vendepunkt i mit arbejde, jeg forbandt alle prikkerne i mit liv og forstod endeligt hvad jeg ville fortælle med mine illustrationer: den indre lykke, som forsøger at tage vare på sig selv, og som konsekvens på andre. Efter udgivelsen fortæller mange andre af mine arbejder faktisk denne filosofi, som det illustrerede album ” Chiara e l’inverno” (”Chiara og vinteren”) skrevet af Cristina Marsi, eller mine illustrerede kalendere 2020 og 2021.”
Jeg får også lyst til at spise en ekstra morgenmad! Jeg laver derfor kaffe og i mellemtiden spørger jeg hende på forskud om hendes aktuelle og fremtidige projekter.
Således opdager jeg, at vi nu kan nyde en serie på 3 lege inspireret af klassiske eventyr, som Arianna arbejder på netop nu, og at hun også er i gang med at forberede en ”silent book” (jeg er som på nåle og jeg kan kun følge hende i ængstelig forventning!)
Førend jeg tager afsked med hende, lykkes det mig at aftvinge Arianna 3 læseanbefalinger:
”Den første er “L’anima smarrita” (”Den fortabte sjæl”) skrevet af Olga Tokarçzuk (Nobelprisen for litteratur 2018), illustreret af Joanna Concejo. Den fortæller om en mand, som på grund af sit frenetiske liv har mistet sin sjæl, og som er nødt til at sætte sig vente på den. Det er først og fremmest billederne, der taler, men de få ord, som der er, har en stor kraft. Jeg synes, den er fuldstændig på linje med den tid, som vi lever i, jeg anbefaler den til alle voksne. Som læser elsker jeg romaner, af forskellige slags, jeg læser ofte bøger af japanske forfattere. Af dem er min foretrukne nok ”Dance, dance, dance” af Haruki Murakami. Som den tredje bog anbefaler jeg “Maya” af Jostein Gaarder, en lidt langtrukken bog, men med refleksioner, som man ikke må gå glip af, hvis man elsker historier i historier.”
Arianna giver også et råd til dem, der ønsker at illustrere egne værker:
“Illustration er kommunikation, derfor er man altid nødt til at spørge sig selv: ”Hvad vil jeg fortælle?” Den teknik, man bruger, til at realisere et billede er sekundær, og vi har hele livet til at forbedre den, det vigtige er få vores budskab frem til læseren. Man skal ikke være bange for at vise sine arbejder, selvom man ikke er fuldstændigt tilfreds. Hvis man vil leve som illustrator, er man nødt til at vise sig frem for verdenen, sætte sig selv på spil uden at lade sig slå ud af døre, der lukkes i ansigtet på én, og fremfor alt, skal man have det sjovt, ellers er det ikke umagen værd.”
Mens jeg drikker min kaffe færdig, siger jeg farvel til Arianna, som giver mig endnu en vigtig betragtning før hun siger farvel til mig:
«Jeg vil bare tilføje en sætning, som var skrevet i huset hos min danske værtsfamilie: ”Happyness is a choice”, lykke er et valg, det afhænger af os selv, ikke af ting, som sker for os, men af hvordan vi reagerer på livet. For at være lykkelige er vi nødt til at tage nogle modige valg, det er ikke let, men man kan lære det, ligesom med alting.”
