“Vildskab” af Nicola Lagioia:
En vild bog, ligesom medlemmerne af familien Salvemini på hver deres måde. Clara er magnetisk. Hun oplyser eller formørker de værelser hun kommer ind i, afhængigt af det uvejr, der følger hende. Sidste gang man så hende i live, vandrede hun nøgen midt på hovedvejen Bari-Taranto. Dette er historien om to ungdomme, én familie, én by, om fædrenes skyld, skjult i børnenes svagheder, om en verden, hvor penge kan rette op på alt, lige indtil det præcise øjeblik, hvor det er for sent. I centrum er der en kvindekrop lukket inde i blikket fra alle dem, som troede, at de ejede den, og rundt om den er magtens afgrund af grusom forfængelighed. Omskiftelig og intens. ”Vildskab” er en bog, som skaber en verden – vores verden.
Med sin ulastelige stil minder bogen mig om de store klassikere. I begyndelsen en smule langsom, men den mesterlige narrative struktur holder os klistret til siderne, som flyder hurtigere jo længere man kommer. Lagioias ”Vildskab” følger og foreskriver perfekt en krimis affattelse: en vekslen mellem fortid og nutid, hvor vi ser hvert medlem af familien Salvemini kæmpe med den unge Clara og med et system (typisk for byggeri og for politik), som allerede tungt har mærket billedet af Bel Paese og især Apulien.
I det rige persongalleri hæver specielt Michele Salvemini, Claras bror, sig over alle, han er den eneste, som har et forhold til pigen, måske fortalt mere udførligt end nødvendigt i de firehundrede sider. En person, som ofte sætter sig i mod faderen, bygherren, og de andre familiemedlemmers vilje. Derved skaber han øjeblikke af had i den apuliske families hus. Man må beundre de kapitler, hvor dyrene, totalt opslugt af naturen, bliver gjort til totemdyr som et element skabt til at beskrive menneskets råddenskab og vildskab, hvoraf bogens titel. I modsætning til dyrerigets renhed og uskyld. Denne bog er et hovedværk. Og som alle hovedværker taler den om elendighed.
Jeg anbefaler den på det varmeste, men kun til den, der har en forfinet smag.
