Daniele Mallarico, en berømt tegner, der har været bosat i Milano i en del år og med en flot karriere, bliver kaldt til Napoli af datteren for at passe barnebarnet et par dage, mens hun og hendes mand, begge forskere i matematik, skal til en konference. Hovedpersonen i Drilleri (sådan er titlen på dansk), tøver, fordi han i sin høje alder allerede har vænnet sig til at leve alene som enkemand, men han accepterer og forlader således sin dagligdag for at passe denne fireårige dreng, som er ham helt ukendt. Det er nok ikke let at komme tilbage til Napoli, hans fødeby, med al det følelsesmæssige, som det indebærer.
Det er en enkel handling, som udspiller sig i løbet af fire dage, hvor bedstefaren og barnebarnet lærer hinanden at kende og undertiden at elske hinanden, men også, meget oftere, ikke kan døje hinanden.
At det skal lykkes at tilbringe de fire dage før forældrenes tilbagekomst bliver et projekt, barnet vil lege og bedstefaren vil arbejde. Specielt for at komme lidt væk fra barnet og af og til for bedre at holde hinanden ud indfører de begge et drilleri, selvom lille Mario ikke forstår grænserne for drillerierne, og det medfører problemer. Således fra det ene drilleri til det anden forsøger de to at overvinde og udholde nogle dage i hinandens selskab.
To alfahanner slås, blod af det samme blod. Fortællingen skrider frem skarp, grusom, morsom mellem de fire vægge og en balkon, et ”drillende” kammerspil. Det er eksistensens genovervejelse fremkaldt af en slags konkurrence med det gammelkloge barn. En grusom krig mellem de to og med sig selv, mellem datid og nutid, mellem evnen til at udtrykke sig gennem kunst og bevidstheden om, at man ikke kan mere.
