MUSIK, ROMANER OG LIDENSKAB: DONATO CUTOLO, FORFATTER OG MUSIKER.

“Der er en alder, hvor kærlighed er en overgang til drømmen, til ekstasen.
Men også til den første tilnærmelse med frygt for at blive forladt.” – D.Cutolo

I “Vimini” (“Vidjer”), Donato Cutolos anden roman, definerer han på denne måde dette aspekt af livet, som forener os, som karakteriserer os og som former os.
Ordene, intense, sande, som ledsages af en melodi undertiden udmarvende, undertiden øredøvende, men altid dyb og samtalende med den, som lytter.

For vore venner i Dante Alighieri har vi mødt Donato Cutolo på nettet til et kort interview, som vi her gengiver ordret.

Hvordan opstod din kærlighed for at skrive og hvordan opstod din kærlighed til musikken? Hvordan forenes det intellektuelle og kunsten i dit daglige liv?

Det hele begyndte med musikken: fra 1998 til 2008 komponerede jeg lydspor til teaterforestillinger og kortfilm, og det er netop det magiske ved sammenfletningen af ord og musik, som fik mig til at barsle med “Carillon” (“Klokkespil”), min første roman med tilhørende lydspor. Det var en slags eksperiment, en nyhed, som blev godt modtaget af offentligheden med næsten 3000 eksemplarer solgt. Samarbejdet med komponister som Fausto Mesolella, Daniele Sepe, Rita Marcotulli, har gjort, at jeg har kunnet koncentrere mig mere om skriveriet. Generelt sender jeg det første udkast til romanen til musikerne, så de frit kan lade sig inspirere, og når de er færdige med deres arbejde, “begrænser” jeg mig bare til at skabe lydpassager (med samplinger og synthezisere), som giver en miljø- og tidsmæssig dimension til lydsporet lig romanens.

Hvad er anderledes fra dengang og hvad forventer du bliver anderledes nu?

Som jeg fortalte dig før, så er der sket det, at jeg skriver meget mere end jeg komponerer, specielt føler jeg et større behov for at give mine historier en social, aktuel og politisk baggrund. Desuden tror jeg, at den lille eksistens, provinsen, er en vigtig prøvesten og at den har sine fordele: vanskelighederne, det rolige tempo, det at have den nødvendige tid til bedre at udvikle en idé uden at lade sig fortære af farten og de tusind lys og falske muligheder i de store byer. Provinsen opdrager dig, ser du, uafhængigt af resultatet.

Lad os tale om din seneste bog: “Occhi chiusi spalle al mare.” (“Øjnene lukkede, ryggen mod havet”) (Udg. Spartaco). Et usædvanligt miljø, imaginært og en historie knyttet på visse måder til klichéen om den patriarkale familieklan, som alligevel “lander” (undskyld ordspillet) i et landskab, som man bestemt ikke venter. Netop, lukkede øjne, ryggen mod havet. En rejse. En intens rejse, rig på detaljer og på følelser beskrevet af en, som synes at have oplevet dem. En intim rejse, som Sergio Rubini fortæller med mesterlig lidenskab. (Sergio Rubini er sammen med Rita Marcatulli ophavsmand til lydsporet, som ledsager bogen).

Hvordan opstod idéen til hovedpersonen Piero?

Temaet om migranterne ligger mig meget på sinde, “håbets rejser” som oftere og oftere forvandles til “dødens rejser”. I et stykke tid havde jeg tænkt på at skrive en historie, som handlede om det, men hver gang jeg genlæste mine noter, var beskrivelserne for bastante, eller snarere for rå, og så forstod jeg, at mit sande mål skulle være at få dem, der læste min bog, til at overvinde deres frygt for migranterne. Jeg havde brug for at finde en måde til at åbne deres hjerter med finfølelse og nedbryde deres mistro. Og sådan fandt jeg lige pludseligt på Piero, en sky dreng, frygtsom, som alligevel endeligt får mod til at ændre sig takket være eksemplet fra to migrant søskende, Jasmine og Youssef, som redder ham fra de fordomme, som er blevet indprentet i ham lige fra barnsben, og de hjælper ham til at blive fri, først og fremmest fri til at udtrykke sig, sådan som det er i hans inderste hjerte.

En eksplicit reference. En forbindelse til det nordiske land par excellence for at afslutte denne rejse. Hvorfor lige Danmark?

Det palæstinensiske og syriske samfund i Danmark er meget solidt og traditionen med at tage imod er bestemt anderledes end i Sydeuropa. Vi har meget at lære.

Hvad har du af fremtidige projekter?

“Occhi chiusi spalle al mare” kører sit løb. Medierne taler om den med interesse, så sammen med Edizioni Spartaco er jeg ved at udarbejde en præsentationstur til skolerne. Jeg vil tale en smule, men jeg er snarere meget nysgerrig efter at anspore til en konfrontation om emnet blandt eleverne. Jeg er sikker på, at debatten vil være interessant. Dernæst vil jeg fra den 9. marts være på teatret sammen med Sergio Rubini og Rita Marcotulli: snarere end at præsentere bogen så vil det være en multimedie forestilling sådan som det har været for mine foregående værker; jeg begynder med min egen by, Santa Maria Capua Vetere.

.

Læs de andre anmeldelser….